mandag den 26. september 2011

Kæreste ikke kæreste

Af sexolog Lene Alexander

Jeg møder tit mennesker, der ønsker sig en kæreste og ikke kan forstå, hvorfor de ikke lige møder den rigtige.
Her er mit bud på hvordan du gør:

Værdier

Kig på dine værdier i livet. Hvad er vigtigt for dig i dit liv, job, lykke, kærlighed, frihed, tryghed, penge, anerkendelse, ærlighed, ømhed, kreativitet, naturen, ansvarlighed, loyal osv. Udvælg fem værdier som er de kerneværdier, der er vigtigst for dig. Er det de samme værdier, som du ønsker din partner skal have? Opfylder du selv indholdet af de værdier? Hvis jeg ønsker mig en partner der er sjov, interesseret i personlig udvikling og som ønsker uafhængighed, kan det ikke nytte noget hvis jeg ikke selv efterlever dette. Altså må jeg til at kigge lidt på mig selv. Er jeg sjov? Udvikler jeg mig som menneske eller er jeg gået lidt i stå? At være uafhængig, hvad ligger der i det for mig? Vil jeg altid være sammen med min partner, eller synes jeg også det er rart, at gøre noget for mig selv eller med mine veninder.


Arbejd med dig selv

Hvis der er nogen af værdierne, der ikke stemmer overens med hvem du er i dag, så skal du begynde at arbejde med dig selv omkring disse felter. Der findes masser af bøger eller kurser du kan tilmelde dig for, at få hjælp til netop din vej.


Hvad gør dig glad

Du skal også lave en liste over 20 ting der gør dig glad og begynde at gøre nogen af alle de ting der gør dig glad hver dag. Derved får du et sjovere liv generelt, møder nye mennesker og bliver lidt mere udadvendt - for hånden på hjertet, du skal selv ud og opsøge. Du kan ikke forvente, at din fremtidige partner kommer og banker på din dør, du må selv være fremme i skoene og se muligheder i stedet for begrænsninger.


Vær åben og ærlig

Vær åben og ærlig omkring hvem du er og hvad du ønsker i livet. Stå ved dig selv og det du ønsker. Vis din sårbarhed, det er ok af føle og mærke. Der er ingen af os der er robotter uden følelser så smid dine masker og vær dig, lige som du er. Øv dig i hver dag at være den bedste udgave af dig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar