mandag den 15. april 2013

At være spastiker og til S/M

Ingen barrierer har fået endnu et spændende blogindlæg fra vores nye blogskribent - et ærligt indlæg, der giver plads til refleksioner. Tag godt imod det.

Min interesse for SM begyndte, da jeg var 17 år. Det startede med, at jeg så noget i fjernsynet om en kvinde, der fik pisk. Jeg syntes, det så ret frækt ud. I det næste stykke tid, tænkte jeg over det jeg havde set i fjernsynet. Min lyst til at prøve de ting som kvinden i fjernsynet, voksede.

På det tidspunkt, boede jeg på en institution for handicappede børn. Jeg havde mit eget værelse med eget fjernsyn. Jeg kunne ikke fortælle nogen, hvordan jeg havde det med min seksualitet, fordi jeg vidste, at ingen ville forstå det. Den eneste måde jeg kunne få mine tanker ud på var, at skrive dem ned. Jeg viste aldrig det jeg skrev til nogen.

I år 2000 flyttede jeg ind på et bosted i København. Jeg var 18 år, og jeg kunne mærke at min krop var i forandring. Det kildede over det hele. Min daværende kontaktperson tog mig med ind i en sexshop i Istedgade for at se på sexlegetøj. Vi kiggede på dildoer og pornofilm, men jeg var mere interesseret i de piske, der hang på væggen, Det sagde jeg ikke til min kontaktperson.

Jeg havde fået min egen internetforbindelse på mit værelse, og brugte meget tid på at chatte frækt med mænd. Jeg chattede meget med en mand. Han var til S/M og kunne fortælle mig mere om, hvad der var. Efter noget tids chat aftalte vi at mødes hjemme hos mig. Da han kom, var jeg så nervøs. Jeg troede, mit hjerte ville falde ud af min krop. Han havde nogle blade med fra noget, der hed SMIL. Han fortalte, at SMIL var en forening for sadomasochister. Vi begyndte at ses ret tit. Vi dyrkede blid S/M sammen. Han var den dominante, og jeg var den submissive.

En dag spurgte han, om jeg havde lyst til at komme til en introaften i SMIL. Det havde jeg, så jeg snakkede med min kontaktperson om det. Hun syntes, at det var en god ide, så vi fik det arrangeret med en ledsager. En sommerdag i 2001 var jeg til introaften i SMIL. Det var meget spændende at høre om foreningen.

Efter introaftenen tænkte jeg en del over, hvorvidt jeg skulle melde mig ind i foreningen. Jeg havde kun 7 timer ledsagelse om måneden, så jeg skulle ofte tage derind alene, så jeg besluttede mig for at prøve at komme i foreningen uden ledsager, for at prøve mig selv af.

I de næste måneder kom jeg i SMIL hver anden fredag. Lokalerne lå på anden sal, og der var ikke elevator. Jeg skulle altid spørge bartenderen, om han ville hjælpe mig op ad trapperne.

Efter noget tid indså jeg, at så længe lokalerne lå på anden sal, kunne jeg ikke komme i foreningen. Efter to måneders medlemskab meldte jeg mig ud. Jeg håbede, at jeg en dag kunne vende tilbage.

Da jeg nogle år senere flyttede ind på det bosted, hvor jeg bor nu, fik jeg lyst til at prøve at komme i SMIL igen. Jeg snakkede med min kontaktperson om det. Hun var med på ideen, så vi tog til en introaften. SMIL var flyttet til andre lokaler, der lå i gadeplan. Efter intromødet snakkede vi med en, der var bartender i foreningen. Han sagde, at hvis jeg ville komme i foreningen, skulle jeg have ledsager med.

Jeg tænkte, at det ville blive en umulighed, da det var personligt og intimt.

Min kontaktperson kendte en, der måske kunne være min ledsager. Hun fik fat i ham og aftalte at køre til en introaften i SMIL. Den dag vi skulle derind, var jeg så nervøs. Både min kontaktperson og ledsager var med.

Da vi sad til introaftenen, tænkte jeg hele tiden på, hvad de andre tænkte om mig. Sådan havde jeg ikke tænkt til de to sidste introaftener for år tilbage.

Det var ikke hver dag man så en spastiker sidde til et intromøde i en SM forening. Jeg tænkte på, hvad ham fyren, der måske skulle være min ledsager tænkte om SMIL. Da jeg kom hjem den aften, havde jeg en god mavefornemmelse. Kort tid efter blev fyren ansat som min ledsager på 15 timer om måneden. Jeg kunne komme i SMIL 1-2 gange om ugen. Jeg sad for det meste sad i baren og drak cola.

Da jeg har lidt svært ved at tale og bruger bliss system, var det meget svært for mig at kommunikere med de andre medlemmer. Det var jeg rigtig ked af. Jeg ville virkelig gerne tale med de andre medlemmer, fordi jeg havde 117 spørgsmål om SM, og jeg syntes, det var rigtigt irriterende, at min ledsager skulle hjælpe mig med kommunikationen.

Et år efter jeg meldte mig ind i foreningen, blev jeg nødt til at få ny ledsager, ham jeg havde haft hidtil, havde fået et nyt job og kunne ikke være min ledsager længere. Den dag i dag er jeg blevet skåret ned i ledsagertimer, så jeg kun har 9 timer om måneden,

Jeg tænker på, om jeg kan finde en anden ledsager, som jeg har tillid til at tage med derind. Eller, om jeg måske kan finde en ”ven” / anden person, der også er interesseret i at komme jævnligt i SMIL, så vi kunne følges og hjælpe hinanden.

Jeg har virkeligt lyst til at komme derind igen!