mandag den 26. september 2011

Kæreste ikke kæreste

Af sexolog Lene Alexander

Jeg møder tit mennesker, der ønsker sig en kæreste og ikke kan forstå, hvorfor de ikke lige møder den rigtige.
Her er mit bud på hvordan du gør:

Værdier

Kig på dine værdier i livet. Hvad er vigtigt for dig i dit liv, job, lykke, kærlighed, frihed, tryghed, penge, anerkendelse, ærlighed, ømhed, kreativitet, naturen, ansvarlighed, loyal osv. Udvælg fem værdier som er de kerneværdier, der er vigtigst for dig. Er det de samme værdier, som du ønsker din partner skal have? Opfylder du selv indholdet af de værdier? Hvis jeg ønsker mig en partner der er sjov, interesseret i personlig udvikling og som ønsker uafhængighed, kan det ikke nytte noget hvis jeg ikke selv efterlever dette. Altså må jeg til at kigge lidt på mig selv. Er jeg sjov? Udvikler jeg mig som menneske eller er jeg gået lidt i stå? At være uafhængig, hvad ligger der i det for mig? Vil jeg altid være sammen med min partner, eller synes jeg også det er rart, at gøre noget for mig selv eller med mine veninder.


Arbejd med dig selv

Hvis der er nogen af værdierne, der ikke stemmer overens med hvem du er i dag, så skal du begynde at arbejde med dig selv omkring disse felter. Der findes masser af bøger eller kurser du kan tilmelde dig for, at få hjælp til netop din vej.


Hvad gør dig glad

Du skal også lave en liste over 20 ting der gør dig glad og begynde at gøre nogen af alle de ting der gør dig glad hver dag. Derved får du et sjovere liv generelt, møder nye mennesker og bliver lidt mere udadvendt - for hånden på hjertet, du skal selv ud og opsøge. Du kan ikke forvente, at din fremtidige partner kommer og banker på din dør, du må selv være fremme i skoene og se muligheder i stedet for begrænsninger.


Vær åben og ærlig

Vær åben og ærlig omkring hvem du er og hvad du ønsker i livet. Stå ved dig selv og det du ønsker. Vis din sårbarhed, det er ok af føle og mærke. Der er ingen af os der er robotter uden følelser så smid dine masker og vær dig, lige som du er. Øv dig i hver dag at være den bedste udgave af dig selv.

torsdag den 22. september 2011

Endelig kom det tredje køn!



Mange transseksuelle og personer der har skiftet køn har i mange år måtte lide under den stigmatisering og ydmygelse det er at skulle identificeres som enten kvinde eller mand. En tur gennem lufthavnskontrollen, offentlige instanser osv. kan for mange være en pinagtig situation for de, som ikke nødvendigvis kan identificere sig med det køn, der står skrevet i deres pas og offentlige papirer.

I Australien har man endelig gjort noget ved denne situation. Der har de nemlig identificeret det tredje køn - X. Det betyder at transseksuelle eller kønskifteopererede ikke længere behøver at sætte kryds ud for K eller M, men blot kan identificeres i deres offentlige papirer med et X.

Det var da en god historie, som vi kunne lære noget af i Danmark. Og i virkeligheden en afstigmatisering, som er ret let at gå til.

Læs mere om det nye køn her

mandag den 19. september 2011

Vi ønsker os mere seksualitet på skoleskemaet!!

Så er tre ugers intens valgkamp overstået og den røde blok er kommet til regeringsmagten. Og det er nu, mange organisationer og andre interessepolitiske instanser finder ønskesedlen frem for at få netop deres sag på den politiske dagsorden og det gør SUMHs projekt seksualpolitik på specialskoler også. Og det er egentligt meget simpelt, vi vil gerne have mere seksualitet på skoleskemaet!

Når vi skriver at vi ønsker mere seksualundervisning på skoleskemaet, kunne man fristes til at tro, at det var seksualundervisning til børn og unge, vi ønskede. Det er det i høj grad også, men vi ønsker os lige så meget seksualitet på skoleskemaet på pædagog- og læreruddannelserne.

Mange pædagoger og lærere er ikke godt nok uddannet til at vejlede og undervise børn og unge i seksualitet og slet ikke hvis disse har et handicap. Herudover mangler mange viden om, hvordan man ser og forebygger seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap. Dette munder ofte ud i frustrationer hos personale på bosteder, skoler osv., da mange føler at de mangler den fornødne viden på området. Konsekvensen er ofte at unge med handicap eller omsorgssvigtede unge ikke får den nødvendige hjælp til at håndtere den situation de står i.

Med en større viden om seksualitet, hvad er acceptabel og hvad er ikke acceptabel seksuel adfærd, kan lærere og pædagoger i højere grad være med til at forebygge seksuelle overgreb hos børn og unge med handicap og undervise børn og unge i sund seksualitet.

Projekt Seksualpolitik på specialskolers ønskeliste består derfor af mere seksualitet på skoleskemaet til pædagoger og lærere. Hvad har du på din ønskeseddel til den nye regering?

torsdag den 15. september 2011

Kend din krop


Af gæsteskribent Lene Alexander.

I en sund seksualitet er det vigtigt, at kende sin egen krop. Kende dens signaler og lytte til dem. Min erfaring er, at rigtig mange mennesker ikke lytter til kroppen eller ikke handler på signalerne den sender.

Som ung og handicappet er jeg klar over, at du har endnu flere udfordringer i forhold til din krop. Derfor mener jeg, at det mentale i at acceptere sin krop, som den nu engang er, er en vigtig mission – her er nogle enkle refleksioner som kan hjælpe dig i den rigtige retning.

Dine tanker

Dine tanker påvirker dit sind og hele din krop. Har du positive tanker om dig selv og din krop eller har du overvejene negative tanker. Hvis de er negative så stop dem, det kan du gøre bevidst ved at tage valget.

Dine vaner
Rigtig tit gør vi mennesker ting af vane og pr. automatik. Hvilke vaner har du og er de sunde og gode for dig? Har du for vane at springe måltider over? Har du for vane at glemme at dyrke motion? Har du for vane at glemme at lytte til din krop? Hvis du lytter til kroppens signaler gør du så det den beder dig om?

Dine handlinger
Er der overensstemmelse imellem dine tanker og handlinger. Tænker du nu vil jeg behandle mig selv godt, men alligevel køber du slik, som du ved ikke er godt for dig. Alligevel får du ikke den mængde af søvn som er godt for din krop. Alligevel tager du ikke den pause kroppen kræver for at du ikke bliver stresset.

Sund seksualitet
Hvor godt kender du dig selv og din egen seksualitet? Sørger du for at onaner da det er godt for dig og din krop? Hvis du ikke kan selv, har du så snakket med en der kan guide dig eller som kan støtte dig i at få gang i samtalen omkring din egen seksualitet. Det er lige så vigtigt at få din sunde seksualitet med i dit liv som det er vigtigt at få mad, drikke og søvn nok.

tirsdag den 13. september 2011

Spillerum – et spil om grænsesætning


Servicestyrelsen har i samarbejde med Københavns Universitet udviklet et spil om grænsesætning i forhold til lyst, aktivitet, frivillighed, fantasi og omsorg. Spillet er et forebyggende undervisningsmateriale som lærere, pædagoger og lignende kan blive undervist i bruge.

Synes du der mangler konkrete materialer i forhold til at arbejde med forebyggelse af seksuelle overgreb og grænseoverskridelser generelt? Så har du nu muligheden for at få et gratis spil, som du kan benytte i undervisningen. Servicestyrelsen tilbyder i samarbejde med http://www.seminarer.dk/ et gratis spil og et gratis uddannelsesforløb for pædagoger, lærere og andre der arbejder med børn og unge på specialskoler, institutioner etc.

Formålet med Spillerum er at hjælpe børn og unge med at udvikle og kende deres egne grænser, og lære dem meningsfuldt at give udtryk for disse grænser i relation til andre, samt at forstå og respektere andres grænser. Spillet kan dog ikke blot udleveres uden videre, man skal nemlig have deltaget i kurset Samspil, hvor man lærer de pædagogiske metoder og teorier bag spillet. Samtidig vil man blive undervist i hvordan man bruger spillet, så man understøtter det enkelte barns behov.

Der afholdes kurser i Spillerum i oktober og november 2011.

Læs mere om Spillerum her

torsdag den 1. september 2011

Ny gæsteskribent: Lene Alexander

Det er en stor ære, at få lov at skrive et par indlæg til denne blog om det som jeg brænder for, når vi snakker handicap og seksualitet.

Jeg er mor til en multihandicappet dreng der godt nok lige nu kun er 8 år, men jeg ved at han en dag vil have et seksualliv. Som sexolog og som mor er det i hvert fald mit ønske, at han får det derfor må omgivelserne give ham den støtte og hjælp som han har brug for. Alle mennesker med et handicap har ret til et sexliv og vi som støttepersoner, pædagoger, lærer og lign. skal uddannes så vi er klædt på til at hjælpe og støtte i det omfang der er behov for.

Alle mennesker har en seksualitet. Når vi ligger som fostre i vores moders mave har vi en seksualitet. Når vi bliver født og kommer til verden har vi en seksualitet. Seksualitet er noget der ligger dybt i vores krop, det er en energi vi som mennesker kan arbejde med bevidst for at få vækket, eller den kan ligge i dvale i vores krop og først dukke op med fuld skure når vi nærmer os puberteten.

Altså er det en vigtig del af det, at være menneske. At have et sundt og godt forhold til sig selv og til sin krop er seksualitet. Nærvær, intimitet og berøring er seksualitet. Onani, kærester, sexlegetøj er seksualitet.

I mange tilfælde bliver seksualitet forbundet med noget negativt, pornoindustrien, prostitution, overgreb, krænkelse, overskridelse af grænser. Jeg ved at seksualitet også rummer disse sider, men lad os prøve at få drejet det over på nydelse, glæde, kærlighed, samhørighed og sundhed i livet. Lad os få det drejet over på aktiv, sund levevis som en naturlig del af det gode sunde liv såvel som sund kost, motion og søvn er vigtigt.. Lad os hjælpe handicappede med at få et sådan liv, også et sundt seksualliv.

Derfor skal vi alle råbe op om vores behov, råbe op om hvad vi har brug for, råbe op om at det er vigtigt at have en seksualpolitik på skoler, institutioner, bosteder så vi signalere, at vi ikke er bange for at tage samtalen omkring dette felt, fordi det er en naturlig del af det at være menneske.