Britt Hermansen har skrevet et indlæg til bloggen. Hun har valgt at sætte fokus på et vigtigt emne, nemlig handicap og kropsopfattelse. Her beskriver hun blandt andet, hvordan hun selv arbejder med at elske sin krop som den er. De gode råd fra Britt er hermed videregivet. God fornøjelse med læsningen.
Hvis man har et fysisk handicap, påvirker det så ens kropsopfattelse?
Jeg vil mene at lige meget hvordan din fysiske krop ser ud og fungerer, så påvirker det ens selvopfattelse. Og i vores vestlige samfund er der mange krav til hvordan en krop skal være og se ud. Det er der i realiteten ingen, som i virkeligheden kan leve op til. Alligevel stræber mange mennesker efter den perfekte krop.
Vi ”er” bare ikke vores krop. Og ens selvværd behøver ikke være afhængigt af om man har en såkaldt perfekt krop. Det er min påstand, og det er mit ønske for andre at de må have et godt selvværd, uanset om de har en stærk og rask krop eller om de har et fysisk handicap.
75.000 danskere lider af spiseforstyrrelser. Nu tror jeg ikke at modellerne og modebranchen er skyld i dette, men jeg tror at de ultra tynde modeller påvirker kvinder, og mænd. For de bliver jo vist frem for resten af befolkningen som en slags ideal. Så det kræver bevidsthed at styre udenom den tanke, at ens krop skal passe til modellernes mål.
Jeg fik ledegigt som lille. Først hævede mine led op og blev ømme. Så begyndte jeg at få smerter og min bevægelighed i leddene mindskedes. I dag er jeg 42 år, (i juni), og har det godt. Ledegigten er i ro, den er ”udbrændt” men jeg har stadigvæk skader fra den tid, hvor sygdommen rasede i min krop. Det betyder at min rygsøjle er skæv og nogle af mine led er skæve, og at mine arme og ben ikke har fuld bevægelighed. Alligevel er jeg en køn ung kvinde, synes jeg. Der er også dage, hvor jeg er utilfreds med mig selv og mit udseende, men jeg har øvet mig i mange år på at se det på en positiv måde. Jeg tror det vigtigste for mig er, at jeg ikke ser min ledegigt som min identitet, men som et livsvilkår. Ligesom det er et vilkår for nogen, at de bor på landet eller er rødhåret.
Som teenager havde jeg en svær periode. Jeg følte mig eget forkert og anderledes. Men jeg har siden opdaget at mange, måske de fleste teenagere, i perioder kender til denne følelse. Også de piger, som senere bliver fotomodeller!
En af de måder hvorpå jeg langsomt tacklede mine problemer med mit udseende på, var spejløvelser, som jeg læste om i selvhjælpsbøger, af Louise L. Hay. Man står foran et spejl og ser sig selv i øjnene og siger højt og tydeligt, eller inderligt og kærligt: ”Jeg elsker dig!” Det skal gøres hver dag i mindst en måned. Somme tider kan man fokusere på en bestemt del af kroppen og sige ”Jeg elsker min arm, den er dejlig og kan bevæge sig frit, og den giver mig mulighed for at løfte ting”, eller hvad man nu føler den gør. ”Jeg elsker mine øjne De er så smukke og jeg kan udtrykke mig igennem dem.”
Visualiser dig selv som den, du gerne vil være, med netop den udstråling, du forestiller dig at du ville have, hvis din krop var så perfekt som du ønsker det. Behold følelsen i kroppen i nogle minutter, og gør det dagligt i nogle uger. Udstrålingen vil efterhånden blive en del af dig, og folk reagerer på udstrålingen snarere end de kropslige mål.
Kroppen skal skattes som en værdifuld ven. Derfor skal man nurse den med motion i tilstrækkelige mængder og god kost. Men jeg ynder også at forkæle den med massage og en ansigtsbehandling, især i perioder hvor selvværdet er lidt lavt. Eller hvis humøret ikke er så godt.
Regelmæssig massage og motion kan påvirke ens opfattelse af kroppen i en positiv retning.
Sidder du i kørestol, så sørg for, at stolen ikke kommer med dig, og bliver en del af din identitet. Find en god frisør og hold dit hår og din hud pænt og vælg tøj, der afspejler dig selv. Ikke for at skjule at du sidder i en kørestol, det får du nok alligevel svært ved J Men for at det ikke skal overtage din identitet.
Det er vigtigt med mangfoldighed i et samfund. Derfor er det også vigtigt, at man ikke skaber ghettoer, sådan at handicappede holder sig for sig selv i grupper, eller at indvandrere gør det for den sags skyld. I Århus, hvor jeg bor, er der mange fysisk handicappede mennesker, som færdes i gadebilledet, og derfor er der ingen der stopper op og stirrer når de møder en person i kørestol. Det er befriende. Vi er jo alle sammen bare mennesker, og mennesker er, heldigvis, forskellige.
Det er ikke alle dage, jeg evner at føle magien og vide, at jeg ER smuk og dejlig med den krop, der nu engang er min i dette liv. Men når det lykkes så er det en fantastisk følelse, og det tiltrækker også andre mennesker. Da jeg lærte at elske mig selv og min krop mere, havde jeg pludselig let ved at tiltrække det andet køn!!! Når jeg har det bedst, så ved jeg at jeg er det smukkeste menneske på Jorden. Og husk, at det er du også.
Brittmarie.
http://www.brittmarie.dk/
