mandag den 29. august 2011

Hvordan finder man en partner?

Sexolog Mette Justsen er fast skribent på bloggen. Mette skriver om handicap, kærlighed og seksualitet. Mette vil cirka hver anden måned skrive et indlæg her på bloggen - vi glæder os til at følge hendes indlæg. Denne gang vil Mette sætte fokus på hvordan man finder en partner. Mettes første indlæg til bloggen kan du læse her.

I mit sidste indlæg skrev jeg, at fordommene ikke bliver færre, når man har et handicap og er i et forhold med én, der ikke har et handicap. Hvilket jeg vil komme nærmere ind på her.
F. eks. er det godt, at du har en, der kan tage sig af dig. Det gode ved at være i et forhold er selvfølgelig at man har en person, der kan tage sig af én, og det er da også rart, hvis ens partner kan hjælpe, så man kan være alene en gang imellem, men det handler lige så meget om, at du kan tage dig af din partner, også selvom at du har et handicap.
Et forhold skal være jævnbyrdigt, og det er derfor sørgeligt, at jeg kan konstatere, at mange har opfattelsen af, at personer med et handicap er i et forhold udelukkende for at have en person, der kan tage sig af ham eller hende, der har et handicap.
Det er en stor misforståelse, som skal ryddes af vejen hurtigst muligt. De fleste kan godt klare sig selv og dem, der ikke kan, har som regel hjælp, så et forhold ikke skal være en nødvendighed for at kunne leve, når man har et handicap. Hvis den, der har et handicap, ikke tager sig af sin partner, men kun modtager, vil det heller ikke være tilfredsstillende at have en partner, der har et handicap.
En anden misforståelse er også folks nysgerrighed. Det er helt i orden at spørge, hvis der er noget man gerne vil vide. Jo flere spørgsmål, jo mere viden kommer der og jo bedre er det, men det er knap så heldigt, når folk spørger den, der ikke har et handicap, fordi de er bange for at såre den, der har et handicap.
Det er en forkert måde at tage hensyn på. Partneren, der ikke har et handicap, er ikke lige så vant til at svare på alle mulige spørgsmål fra folk, som den, der har et handicap er. Det er jo heller ikke en selvfølge, at man har lyst til f.eks. at udbasunere sit sexliv til fremmede, fordi man er sammen med en, der har et handicap og det kan derfor sagtens skræmme partnere væk.
Det skal derfor være en partner af den helt rigtige støbning, du finder. Der er mange flere misforståelser og fordomme om mennesker med handicap og deres sex- og kærlighedsliv ude i befolkningen og din partner skal kunne abstrahere fra dem og folks mening.
Det er bestemt ikke nemt for nogen og det er meget muligt, at der på et tidspunkt bliver brug for professionel hjælp til at abstrahere fra det, men vi er, som vi er, og det er der ikke noget galt med, så det er der heller ikke nogen, der skal ville ændre på.
Når personen, der har et handicap, er klar over og har accepteret, hvordan det er at være i et forhold med en person, der har et handicap, kan den, der har et handicap også bedre hjælpe partneren med at acceptere at det er, som det er og det vil blive nemmere at finde en partner. Det gælder derefter om, at gå ud og møde og tiltrække en masse mennesker og der vil også være en partner til dig der ude. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar