torsdag den 23. juni 2011

SUMH: Alle har ret til en seksualitet

Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) har deres helt egen politik, når det kommer til seksuelle rettigheder for unge med handicap. Dette er blevet udmøntet i et politik-papir, som blev vedtaget i februar 2010. Hele politikken er gengivet her:

Seksuelle rettigheder for unge med et handicap


Alle i Danmark har ret til deres seksualitet. Derfor er de manglende muligheder for hjælp, både i form af seksualvejledning samt hjælpemidler et problem.

SUMH mener at der i højere grad end i dag skal sikres uddannelse af seksualvejledere. Uddannelsen til seksualvejledere er en overbygning til pædagoguddannelsen der bl.a. kvalificerer til at løse de opgaver omkring unge med handicaps seksualitet, der er beskrevet i Socialministeriets Vejledning: Seksualitet - uanset handicap. Det koster 37.300 kr. excl. moms for denne overbygning. (http://www.seksualvejlederuddannelsen.dk/orcapia.cms?aid=188)

SUMH mener at tilbud om seksualvejledning skal finde sted i form af brochurer, kurser og rådgivning til enkeltpersoner, par, ansatte på kommunale institutioner og ansatte hjælpere, assistenter og ledsagere (hvad enten de bor på et botilbud eller i privat bolig) – og der skal altid være tilknyttet mindst én seksualvejleder til lokalområdet. Al vejledning der tilbydes gennem seksualvejledningen skal være gratis, det samme skal de seksuelle hjælpemidler man skal bruge for at kompensere for ens handicap - på samme måde som de øvrige hjælpemidler man måtte have behov for. Dermed skal udgifterne til disse hjælpemidler dækkes via § 100 omhandlende merudgifter.

I SUMH mener vi heller ikke at ansatte på et botilbud skal tvinges til aktivt at støtte en beboer i hans eller hendes seksualitet, men alle har krav på at få information om hvordan man så kan modtage hjælp gennem ens seksualvejleder. SUMH er hverken for eller imod prostitution da dette ikke er et handicappolitisk emne. Så længe prostitution er lovligt i Danmark skal personer med handicap dog have de samme muligheder for at kontakte en prostitueret som andre og man skal have ret til at få hjælp til at kontakte en prostitueret gennem seksualvejlederen.

I SUMH ønsker vi dermed to helt konkrete ting:

· Uddannelse af flere seksualvejledere og generelt mere information og hjælp på området. Et eksempel på en udregning af dette kunne se således ud: Hvis der uddannes yderligere 30 seksualvejledere så det bliver muligt at have minimum én af disse tilknyttet hvert lokalområde, vil dette medføre en merudgift på 1,1 mio. kr. (30 * 37.300 kr. = 1,1 mio. kr.)

· Merudgifter til hjælpemidler skal dækkes via § 100. Hvor stor denne udgift ca. vil være på er meget svær at opgøre da det er meget individuelt hvilke og hvor mange hjælpemidler folk skal bruge.

FN’s Handicapkonvention
FN’s handicapkonvention trådte i kraft i Danmark den 23. august 2009. Dette betyder, at Danmark er forpligtet til at sikre handicappedes rettigheder, sådan som konventionen foreskriver. Det indebærer på den ene side, at eventuelt eksisterende love, som diskriminerer handicappede, skal fjernes, og at nye love, der sikrer, at handicappede ikke diskrimineres, skal vedtages. Jævnfør ovenstående mener vi, at følgende artikler ikke bliver overholdt som de burde.

· Citat fra FN’s handicapkonvention artikel 3: ”a) Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer. d) Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden.”

· Citat fra FN’s standardregler; regel 9 Familieliv og personlig integritet: ”De enkelte lande bør fremme fuld deltagelse for mennesker med handicap i familielivet. De bør fremme deres rettigheder med hensyn til personlig integritet og sikre, at lovgivningen ikke diskriminerer mod mennesker med handicap med hensyn til seksuelle forhold, ægteskab og forældreværdighed.”

Med uddannelsen af flere seksualvejledere samt hjælp til dækning af merudgifter til hjælpemidler vil unge med handicap i større udstrækning være i stand til at udfolde og udforske deres seksualitet. Dermed vil der ikke i samme omfang blive diskrimineret mod unge med handicap og deres seksuelle forhold jævnfør FN’s standardregler. Ydermere vil disse tiltag være medvirkende til at unge med handicap får større frihed til at træffe egne valg og blive en del af den menneskelige mangfoldighed på lige vilkår.


Besøg http://www.sumh.dk/side.asp?menu=2&afsnit=229 og læs om SUMHs holdninger til en lang række politiske emner med relevans for unge med handicap.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar