Homoseksualitet og udviklingshæmning del 2

Af Kim Steimle Rasmussen

vejledning@kimsteimle.eu

Mange personer med udviklingshæmning har en drøm om at opnå et ”normalt” liv. Et liv med en ”normal” kæreste, et ”normalt” job og en ”normal” lejlighed. Hvad sker der med dette ønske om ”normalitet”, hvis man må indse, at man er homoseksuel?

Gennem fire blogindlæg vil jeg forsøge at udforske nogle af de problemstillinger, som personer med udviklingshæmning kan opleve i skabelsen af en (homo)seksuel identitet.

Det første indlæg handler om personer med den sværeste grad af udviklingshæmning og om hvordan de får mulighed for at udleve deres (homo)seksualitet.

Andet indlæg handler om de lidt bedre fungerende personer med udviklingshæmning og de udfordringer de møder i skabelsen af deres (homo)seksuelle identitet.

I tredje indlæg kommer jeg ind på, hvordan omgivelserne og især det eventuelle personale kan støtte op om de personer med udviklingshæmning, som ønsker at realisere deres homoseksualitet.



ungarorelsehindrade.se/sammakamp

Fjerde og sidste indlæg består af et eksempel på en helt praktisk og meget pædagogisk måde at præsentere emnet homoseksualitet på. Eksemplet består af en lille kærlighedshistorie om Johan og Laura.

De fire blogindlæg er baseret på en bacheloropgave om homoseksuelle udviklingshæmmede, som jeg skrev sammen med Ida Frich Kilde, Anemona Probert Pedersen og Esben Folger Thomas som afslutning på pædagogstudiet. Derudover baserer indlæggene sig på mine erfaringer som pædagog og seksualvejleder.

I de følgende indlæg beskriver jeg homoseksualitet, men mange af problemstillingerne gør sig også gældende for andre seksuelle minoritetsgrupper som biseksualitet, transseksualitet, forskellige fetiches mm.

God fornøjelse med læsningen!

At springe ud som homoseksuel
For lidt bedre fungerende personer med udviklingshæmning, vil der sikkert være flere problemstillinger der gør sig gældende, hvis de indser, at de er homoseksuelle. En del af de problemer, som denne gruppe vil støde ind i vil være betinget af deres omgivelser.

Når en person har gjort op med sig selv, at han eller hun er homoseksuel og beslutter sig for at fortælle det til andre, kaldes det at ”springe ud”. Der kan dog være en del frygt forbundet med det at springe ud, og for personer med udviklingshæmning kan denne frygt være svær at håndtere. For normaltbegavede homoseksuelle kan det tage flere år og rigtig mange overvejelser at tage sig sammen til at springe ud, så hvordan er det ikke for en person med udviklingshæmning, som jo har færre mentale ressourcer at bearbejde denne proces med?

Forhåbentligt vil frygten for at springe ud kun være en frygt, som eksisterer inden i personen og ikke andet. I visse tilfælde viser det sig dog, at frygten har været velbegrundet og hvordan kan det være?

I første omgang er det væsentligt at se på, hvilke miljøer personer med udviklingshæmning bevæger sig i.

Unge udviklingshæmmedes egne miljøer
Jeg har undervejs i mit arbejde talt med fagfolk, som er involveret i ULFs udmærkede datingside knuus.dk. De kunne berette, at der blandt brugerne af dette site findes en hel del homofobi. Bl.a. har de oplevet en mandlig bruger, som fik en utrolig dårlig modtagelse af de andre brugere, da han fortalte han ledte efter en anden mand. Hvor kommer så denne tilsyneladende homofobi blandt visse personer med udviklingshæmning fra?

Måske skal svaret findes hos den enkelte person med udviklingshæmning. Hvis han/hun gennem hele sin opvækst har mødt nederlag og afvisninger og ofte har fået at vide, at der er en masse ting han/hun ikke kan og aldrig kommer til at kunne, kan det måske være fristende at overføre nogle af disse følelser, når der kommer en ny person ind i kredsen, som stritter ud på en anden måde.

Personalets påvirkninger

Måske skal noget af svaret findes hos personalet og den store påvirkning de har. Jeg talte i en anden anledning med ULF, som kunne berette, at personalet fra et bosted havde ringet til ULF for at få fjernet en brugers profil på knuus.dk. Denne bruger var nemlig mand og ledte efter en anden mand, og det mente personalet var helt forkert. ULF kunne heldigvis ikke efterkomme personalets ønske. Hvis dette er personalet på det pågældende bosteds holdning til homoseksualitet kunne man forestille sig, at det ikke er et specielt gunstigt miljø at springe ud som homoseksuel i.

I det hele taget bør personalet være sig bevidste om deres rolle i forhold til beboerne. Hvordan er sproget på institutionen? Når I sidder og ser udsendelser i TV sammen med beboerne, hvor der optræder homoseksualitet, hvordan omtaler I det så, mens beboerne hører på det? Er Anne Linnet ”en klam lebbe”, eller er det nogle ”ulækre bøsser”, der danser til Copenhagen Pride? Hvordan påvirker det beboernes syn på homoseksualitet? Påtaler I det, hvis I hører nogle brugere, der kalder hinanden ”klamme bøsse” eller noget andet? Og hvad gør sådanne udtalelser ved en bruger, som rent faktisk er homoseksuel, men ikke tør springe ud?

Forældre og familie
Det er sandsynligvis heller ikke specielt befordrende for en person der ønsker at springe ud over for familien, hvis ovenstående situationer gentager sig i familien. En normaltbegavet homoseksuel vil måske kunne se sig ud over udtalelserne og gennemskue, om der er hold i udtalelserne, eller om det bare er tom snak. Hvis det viser sig, at der rent faktisk er hold i udtalelserne og personen ikke længere er velkommen i familien, har personen gode muligheder og kapaciteter til at flytte til en anden by og starte forfra, hvor hårdt det end måtte forekomme.

For personer med udviklingshæmning kan denne mulighed sandsynligvis virke noget uoverkommelig. For hvad skal der ske med mig, hvis min familie ikke længere vil se mig? De er jo de eneste jeg har? Hvordan kan en person med udviklingshæmning, der har brug for hjælp til dagligdagens gøremål komme til at flytte til den anden ende af landet for at starte forfra? Ja, hvordan er mulighederne overhovedet for at flytte til et andet bosted i den anden ende af kommunen?


I det tredje indlæg vil jeg komme ind på, hvordan man som personale eller pårørende kan hjælpe personer med udviklingshæmning til at få det lidt nemmere med at komme overens med deres eventuelle homoseksualitet.