mandag den 11. juli 2011

Homoseksualitet og udviklingshæmning del 3

Af Kim Steimle Rasmussen

vejledning@kimsteimle.eu

Mange personer med udviklingshæmning har en drøm om at opnå et ”normalt” liv. Et liv med en ”normal” kæreste, et ”normalt” job og en ”normal” lejlighed. Hvad sker der med dette ønske om ”normalitet”, hvis man må indse, at man er homoseksuel?

Gennem fire blogindlæg vil jeg forsøge at udforske nogle af de problemstillinger, som personer med udviklingshæmning kan opleve i skabelsen af en (homo)seksuel identitet.

Det første indlæg handler om personer med den sværeste grad af udviklingshæmning og om hvordan de får mulighed for at udleve deres (homo)seksualitet.

Andet indlæg handler om de lidt bedre fungerende personer med udviklingshæmning og de udfordringer de møder i skabelsen af deres (homo)seksuelle identitet.

I tredje indlæg kommer jeg ind på, hvordan omgivelserne og især det eventuelle personale kan støtte op om de personer med udviklingshæmning, som ønsker at realisere deres homoseksualitet.

Fjerde og sidste indlæg består af et eksempel på en helt praktisk og meget pædagogisk måde at præsentere emnet homoseksualitet på. Eksemplet består af en lille kærlighedshistorie om Johan og Laura.

De fire blogindlæg er baseret på en bacheloropgave om homoseksuelle udviklingshæmmede, som jeg skrev sammen med Ida Frich Kilde, Anemona Probert Pedersen og Esben Folger Thomas som afslutning på pædagogstudiet. Derudover baserer indlæggene sig på mine erfaringer som pædagog og seksualvejleder.

I de følgende indlæg beskriver jeg homoseksualitet, men mange af problemstillingerne gør sig også gældende for andre seksuelle minoritetsgrupper som biseksualitet, transseksualitet, forskellige fetiches mm.

God fornøjelse med læsningen!



Et (homo)seksualvenligt miljø
Den frygt, som personer med udviklingshæmning kan føle før de fortæller til nogen, at de er homoseksuelle viser sig heldigvis ofte at være ubegrundet. Det kan dog være svært at vide, hvis man aldrig hører homoseksualitet omtalt på en positiv eller endda bare neutral måde. Hvis det eneste man hører, er negative historier om homoseksualitet, skal der mange positive historier til at opveje det negative. Det hjælper nok heller ikke på det, når man i TV kan se, at bøsser og lesbiske bliver udsat for overfald i de såkaldte hatecrimes.

En måde at vende udviklingen på, er ved at skabe et seksualvenligt miljø. Og måske nærmere et homo-seksualvenligt miljø. Det skal ikke forstås på den måde, at homoseksualitet er bedre end heteroseksualitet, det skal bare præsenteres som et ligeværdigt alternativ. Det er vigtigt at omtale homoseksualitet, så det ikke bliver opfattet som forkert eller skamfuldt. Hvis snakken på bostedet falder på emnet ”kærester”, kan man jo sagtens fortælle, at nogle kvinder er kærester med mænd, mens andre kvinder er kærester med kvinder og det er ligeså godt, og sådan er det også med mænd. Og det er der i øvrigt ikke noget forkert i.

omtv2.tv2.dk/index.php?id=4897

I kan også vælge at se nogle andre film end de sædvanlige Olsen-banden og/eller Dirch Passer film lørdag aften. F.eks. kan den danske film fra 2001 ”En kort, en lang” være en god anledning til at se en hyggelig film, som handler om en anden og ligeså god slags kærlighed som den heteroseksuelle.

En anden måde at skabe et seksualvenligt miljø på, kan være at lave en ”kyssevæg”, evt. sammen med brugerne. Find en masse billeder af personer der kysser eller er kærlige ved hinanden. Både mand/kvinde, men også kvinde/kvinde og mand/mand, unge, gamle, tykke, tynde, sorte, hvide osv. Sammen med brugerne kan I lave en kollage, som kan blive hængt op til inspiration til de øvrige brugere og medarbejdere. På den måde kan I komme til at tale om kærlighedens mangfoldighed og at man ikke nødvendigvis behøver at være ung, lækker og heteroseksuel for at finde kærligheden.

Mange bosteder og dagtilbud har heldigvis et afslappet forhold til homoseksualitet og nogle af medarbejderne er måske selv åbent homoseksuelle. På disse bosteder vil det sikkert være lettere for en bruger at vedkende sig sin homoseksualitet og forhåbentligt få bedre mulighed for at finde kærligheden med støtte fra sine nærmeste støttepersoner.

Fjerde og sidste indlæg er et konkret eksempel på, hvordan man på en positiv og pædagogisk måde kan præsentere brugerne for homoseksualitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar