torsdag den 14. april 2011

SUMH tilbyder seksualvejledning til unge med handicap

Mange unge med handicap kan opleve barrierer i forhold til at udleve deres seksualitet.
Barriererne kan antage mange former:
Fysiske barrierer kan bestå i, at den unge ikke har fysikken til at tilfredsstille sig selv eller sin partner og derfor har brug for hjælp udefra, evt. i form af hjælpemidler eller gode råd og fif.
Der kan være forskellige mentale barrierer hos den unge selv, som gør, at den unge ikke føler sig attraktiv og derfor mangler den fornødne selvtillid til at elske sig selv eller andre.
De mennesker, der er i den unges omgivelser kan i flere tilfælde udgøre barrierer - for hvad hvis man har en seksualitet, man ønsker at udleve, men ens omgivelser er overbevist om, at det ikke kan passe fordi man er handicappet?

SUMH har derfor siden marts 2011 tilbudt unge med handicap seksualvejledning. Seksualvejledningen kan bl.a. komme ind på, hvordan den unge kan komme til at nedbryde ovennævnte barrierer. Derudover kan vejledningen berøre mange andre emner som:
  • Pubertet, seksualitet, sex og onani
  • Seksuelle hjælpemidler
  • Kærlighed, forelskelse og parforhold
  • Hetero- homo- bi- og transseksualitet
  • Fetishes og subkulturer
  • Uheldige seksuelle episoder
  • Og meget andet.
Seksualvejledningen kan kontaktes på tlf. 36 38 85 64 eller på mail: seksualvejledning@sumh.dk

Vejledningen er åben for telefonisk henvendelse hver tirsdag mellem 15-18. Mails besvares så vidt muligt i vejledningens åbningstid.

Vejledningen er anonym og varetages af pædagog og seksualvejleder Kim Steimle Rasmussen, som også er ansat på projekt Seksualpolitik på specialskoler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar