tirsdag den 15. maj 2012

Senhjerneskade og seksualitet

Ingen Barrierer siger endnu en gang velkommen til en gæsteskribent. Denne gang byder vi velkommen til Janne Jaaks, der er seksualvejleder og sexolog. Hun er derudover ny partner i firmaet Handisex.dk.

Janne fortæller her i sit første indlæg lidt om senhjerneskade og seksualitet. God fornøjelse med læsningen!
Senhjerneskade og Seksualitet
af Janne Jaaks

www.handisex.dk
www.jannejaaks.dk


Forestil dig at få et handicap - som et lyn fra en klar himmel?

Uden hjelm vælter du på cykel… bum… hjerneskade! 

Uden varsel får du en blodprop i hjernen… bum… apopleksi!

Uanset årsagen påvirker fysiske og psykiske handicaps din seksualitet. Men det taler vi sjældent om. Derfor har du næppe gjort dig tanker om netop dét. Medmindre du selv er én af de ramte. Eller medmindre du arbejder for mennesker med erhvervet hjerneskade. SÅ har du forhåbentlig gjort dig tanker om udfordringerne i seksuallivet? Ellers får du mulighed for det NU: 

Når uheldet rammer din hjerne, ændres dit liv – også dit sexliv.
Mange forandringer er velkendte, for vi taler om dem. At du får lammelser. At du måske skal lære at gå igen. At tale igen. At huske igen. Vi taler knap så meget om, at også psyken ændrer sig. Du føler dig træt og uoplagt. Mangler lyst og initiativ. Dit følelsesliv er ikke som før. Du bliver nemt nedtrykt, irritabel, utålmodig, bange og vred. Oplevelser, du før kunne lide, er nu ikke til at holde ud. Humørsvingninger, og du stiller urimelige krav til dig selv og din partner. Du mister selvtillid og selvværd, og måske er du ikke så social, som før. Du risikerer en helt ny personlighed. Du bliver ofte utryg i forhold til sex. Det påvirker dig, og det påvirker din partner.

Er du i et forhold, får du store udfordringer. Er du single, får du endnu flere. Du kan få svært ved at styre dine bevægelser ved et samleje. Måske savler du din partner i ansigtet. Du har næppe samme fornemmelse for kærtegn, hverken dem du giver eller modtager. Måske kan du ikke lide at blive kælet for mere. Får svært ved at sige kærlige ord. Misforstår let kærlighedens sprog.

Du får sikkert svært ved at finde balancen i dit nye sexliv. Og har du skader på dit hormonelle system, kan det knibe med lysten. Tørhed i skeden – eller impotens. Du får måske medicin, der ligefrem dæmper din lyst.

Gav det lidt stof til eftertanke – det med hjerneskade og sexliv?

Derfor NU to gode nyheder til dig:

1. Du er ikke den eneste i verden med netop disse udfordringer

2. Du kan få hjælp til at komme videre

Der er ingen nemme, hurtige løsninger for dig med erhvervet hjerneskade og din partner. Men prøv at tænke forfra og overvej følgende:

• Hvilke forventninger har du (og din partner) til dit (jeres) nye sexliv?
• Er dine tidligere seksuelle vaner de eneste rigtige for dig?
• Er samleje/orgasme/sædafgang det vigtigste?
• Kan du finde erotisk legetøj, der hjælper dig?
• Kan du flytte dit fokus til faktisk at se nye muligheder?
• Skal du tale med lægen om medicinen, der måske påvirker sexlysten?
• Har du lyst til at få professionel hjælp til at komme godt i gang med dit sexliv igen?

Et sidste spørgsmål - fra mig til dig - er: ”Er du omstillingsparat”?
Svarer du ”ja”… har du ét handicap mindre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar