onsdag den 30. maj 2012

Afhængighed - det virkelige handicap

Vi har modtaget endnu et indlæg fra handisex.dk. Denne gang er indlægget forfattet af Asgerbo Persson. Den opmærksomme læser vil måske genkende Asgerbo fra et indlæg på bloggen tilbage i maj 2011, hvor han modtog prisen "Den Flyvende Penis" for sit arbejde med handisex.dk.
Af: Asgerbo Persson

Afhængighed – det virkelige handicap.

Det er en regnfuld og kølig forårsaften og der er lagt i kakkelovnen til en fortrolig aften for unge spastikere om sex og kærlighed. De daglige hjælpere bliver sendt uden for døren og en ung kvinde beder blufærdigt om hjælp. Hun er teenager, fuld af nysgerrighed og lyst. Lyst til livet. Lyst til sin kæreste. Men hun er også afhængig. Afhængig af hjælperne på bostedet. De samme hjælpere der, når hun er intim med sin kæreste på sit værelse, braser ind uden at spørge om lov. Hun har svært ved at snakke om det og endnu sværere ved at holde fast i sin ret til privatliv. Et privat liv der kun er så privat, som dem hun er afhængig af tillader det.

Kroppen spasmer der ud af og angsten lyser i hans øjne, da jeg spørger hvem der kommer i morgen. Han er forfatter, humanist og foredragsholder. Hans sind er spørgende og hans sjæl fuld af liv. Han er født med cerebral parese, spastisk lammet og uden talesprog. Han er afhængig af mine arme når han skal på toilettet, min fatteevne når vi kommunikerer og min mund, når hans tanker skal til orde. Og når jeg ikke er der, er han afhængig af en anden. I morgen er det en anden. En ny hjælper der ikke ser ham. Ikke forstår ham. Ikke tager tiden til at læse ham. En dag med numseklud i ansigtet og enstavelsesord som pseudonym for dialog.

For første gang i sit liv oplever hun, hvad det vil sige at få orgasme. Hun er mor, sygeplejeske og fraskilt. Efter 20 år med sklerose og uden sex, finder hun modet til at få praktisk sexhjælp. Hendes krop er reduceret til sondemad og bleskift og helt basale funktioner er sat ud af drift. Men det ved hendes seksualitet ikke – eller også er den ligeglad. Den vågner fra sin dvale. Lever. Bobler. Sprudler. Men det bliver en kortvarig glæde. Seksuel lyst og nydelse for mennesker i hendes situation er tabu. Hun er afhængig af den eneste hjælper hun tør betro sig til og som står for planlægningen. Da han stopper slutter også eventyret og hendes ret til seksuelle udfoldelse.

Tre forskellige mennesker. Tre forskellige liv. Tre forskellige historier.

Bundet sammen af ét handicap. Afhængighed.

Vi fødes afhængige, så vi kender alle til følelsen. Men at være afhængig af andre hele livet. Hver dag. Hele dagen. Og dagen efter. Den følelse kender kun de, der må leve med det. Vi andre kan få hjælp af synonymordbogen til at forstå: Afhængig = ”lænkebunden”, ”ufri” og ”umyndig”. Lige meget hvilket synonym vi vælger, fører det samme sted hen. Nemlig ingen steder. Kun til afmagt og hjælpeløshed.

Med mindre vi begynder at respektere de mennesker der er afhængige af os. Ikke med floskelpapiret ”alle har ret til et sexliv” i hånden, alias dem der skaber problemer er vi nødt til at rette. Resten har ret til at blive forbigået i tavshed. Men på en måde hvor vi opfanger frustrationer, accepterer behov og virkeliggøre drømme. Også når det er besværligt. Især når der er besværligt.

Jeg gør mit bedste. Gør du?

www.handisex.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar