torsdag den 5. januar 2012

3 er en for mange

Godt nytår til jer læsere. Vi sparker det nye år i gang med et indlæg fra vores faste skribent, Mette Justesen. God læselyst.

Skrevet af Sexolog Mette Justsen

Nu har jeg skrevet indlæg om, hvordan man finder en kæreste, når man har et handicap, men hvordan finder man egentlig en kæreste, når man også har en hjælper og hvordan fungerer det lige i et forhold?

Mange, der har et handicap, har en hjælper og det gør det kun til en større udfordring at score. De fleste, der går i byen, planlægger ikke ligefrem at komme hjem med en, der sidder i kørestol og slet heller ikke at få en anden person med i købet.

Finder du en kæreste, skal han eller hun gerne have nok i dig og derfor er det vigtigt, at din hjælper er en flue på væggen, der holder sig i baggrunden, når du ikke har brug for hjælp. Selvfølgelig er det mennesker, vi har ansat, og personligt taler jeg da også med min hjælper, men der er en grænse og mit forhold til mine hjælpere er udelukkende professionelt.

Det virker reserveret, når to, man ikke kender, taler sammen og da der ikke er andre der ved, hvem du taler med, er der højst sandsynligt ingen, der kontakter dig, med mindre du byder dem velkommen til det. Derfor er det vigtigt, at du henvender dig til nye mennesker, når du er ude og alene, i stedet for kun at tale med din hjælper og at din hjælper holder sig i baggrunden og lader være med at deltage i dine samtaler.

Det samme gælder, når du er i et forhold. 3 i et forhold er en for mange og derfor skal din hjælper ikke blande sig i snakken mellem dig og din kæreste eller vælge side, når I f.eks. diskuterer. For en, der ikke har et handicap, kan det godt være meget svært at vænne sig til, at der hele tiden er en fremmed i huset. Lige som det også kan være for os, der har et handicap.

Det gælder om, at gøre og være, som man ville gøre og være, hvis der ikke var en 3. person i hjemmet, hvilket bestemt ikke er nemt. Som kæreste til en, der har et handicap, skal man ikke tænke på eller lade sig påvirke af, at der er en hjælper i ens hjem, men det er ikke så lige til, at lade være med at tænke på, at der er en hjælper og derfor skal hjælperne være så neutrale som overhovedet muligt i et forhold.

En anden problemstilling der også er, er hvor meget man kan bede sin hjælper om at hjælpe sin kæreste. Selvfølgelig er din hjælper ikke hushjælp for Jer begge, men et forhold skal være jævnbyrdigt og er det din tur til f.eks. at tage opvasken, skal din hjælper selvfølgelig hjælpe dig med at tage hele opvasken. Efter min mening er det også helt legitimt, hvis din kæreste beder dig om at hente noget og din hjælper skal hjælpe dig med at bringe det til ham eller hende.

Det er, som jeg før har skrevet, et jævnbyrdigt forhold, hvis man bl.a. hjælper hinanden og det er ikke unormalt at have pligter og hente ting til hinanden i et forhold. Det ville derimod være mærkeligt, hvis din kæreste beder din hjælper om noget, da din hjælper jo ikke er din kærestes hjælper.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar