torsdag den 31. januar 2013

Så er det tid til sex-uge


Så er der ikke lang tid til – tid til uge 6 og ugen, hvor der er sex på skemaet! I næste uge vil mere end 200.000 elever i Folkeskolen og knap 15.000 elever på ungdomsuddannelserne have seksualitet og alt det, der knytter sig til dette, på skoleskemaet.

Hvert år i uge 6 afholder Sex & Samfund den årlige kampagne, hvor børn og unge i en hel uge har fokus på seksualitet, krop, samliv og boformer. Alle folkeskoler og ungdomsuddannelser kan tilmelde sig kampagnen.

Årets tema stiller skarpt på den betydning, som familien har for børn og unge, og på den mangfoldighed af familieformer, som børn og unge oplever i deres egne liv, blandt venner, i skolen og gennem medier og litteratur i dag. På ungdomsuddannelserne handler Uge Sex bl.a. om at kende sine seksuelle rettigheder. Det betyder fx, at man har ret til at sige nej, hvis noget ikke føles rart - eller ja, hvis der er noget, man har lyst til. Og det handler også om at respektere andres grænser.

Har du lyst til at være med?

Hvis du har lyst til at være med i uge sex-kampagnen, så kan du tilmelde dig her. Herefter vil du modtage undervisningsmaterialet per e-mail og kan selv printe ud efter behov. Materialerne er rettet mod hhv. 2.-3. klasse, 4.-6. klasse, 7.-9. klasse, 10. klasse, gymnasiale uddannelser og erhvervsrettede uddannelser. Du kan selv bestemme, hvordan du ønsker at bruge materialet – og hvor mange timer du afsætter.

Læs mere om kampagnen her.

tirsdag den 29. januar 2013

Fest for alle på Crazy Daisy i Roskilde

Fredag den 1. marts 2013 kl. 19-23 slår diskotek Crazy Daisy i Roskilde dørene op for en fest for alle personer, men måske især for personer med handicap.
Der vil være billig bar under festen, og der vil være rig mulighed for at møde nye mennesker og måske få sig en lille flirt.
Der er plads til kørestole og hjælpere har gratis adgang, så det burde være muligt for alle at deltage.

Festen er arrangeret i samarbejde med Daghøjskolen på Koglerne, som også før med stor succes har stået bag flere speed-dating-arrangementer for personer med handicap.

For yderligere information kontakt:
Lars Hermansen tlf. 4631 6600 eller Jeanette Bramming tlf: 2556 6307

fredag den 21. december 2012

Nye behandlingsmuligheder for personer med kognitive handicap

Har du været udsat for en ubehagelig seksuel oplevelse, f.eks. en voldtægt eller anden grænseoverskridende seksuel adfærd og har du en funktionsnedsættelse, har du nu bedre mulighed for at få hjælp. Center for Voldtægtsofre har i samarbejde med Socialstyrelsen startet et metodeudviklingsprojekt, hvor de vil forsøge at forbedre behandlingsmulighederne for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, som har været udsat for overgreb.

Behandlingen er gratis at modtage, og det er lige meget hvor længe siden det er, at overgrebet har fundet sted.
Behandlingen bliver tilpasset den enkelte klient og dennes funktionsnedsættelse.

Behandlingerne finder primært sted i Århus og København, men med mulighed for behandling andre steder i landet, hvis der er flere klienter der kan samles.


Hvis du er interesseret i at deltage eller ønsker at vide mere, kan du kontakte:
Center for Voldtægtsofre
Aarhus Universitetshospital
Anja Hareskov Jensen
7846 4764
anja.hareskov.jensen@aarhus.rm.dk

eller

Center for Seksuelle Overgreb
Rigshospitalet
Annalise Rust
3545 4741 / 3545 4085
rust@rh.regionh.dk


Læs mere om projektet her

mandag den 19. november 2012

Dansk sex med svenske øjne

Veronica Svensk er formand for Förbundet Unga Rörelseshindrade i Sverige. (Forbundet er nok at sammenligne med Ungdomskredsen under Dansk Handicap Forbund).

Hun har været projektleder på et projekt om unge, handicap og seksualitet og har bl.a. i forbindelse med projektet udgivet bogen "En hemlighet känd av många". Bogen forsøger at beskrive nogle af de udfordringer, som unge med handicap og personlig assistance møder, når de gerne vil udfolde deres seksualitet og kærlighedsliv. Bogen kan downloades fra projektets hjemmeside lige her

Veronica Svensk, Don Kulick og Vivi Hollænder
- billede fra www.enhemlighet.se
Veronica var i juni 2012 på Danmarksturné, da hun via professor fra University of Chicago, Don Kulick, var blevet gjort opmærksom på alt det der sker for mennesker med handicap og seksualitet i Danmark. I Sverige findes der f.eks. ingen uddannelse til seksualvejleder, og seksualitet og handicap er noget mere pakket væk og tabubelagt end i Danmark.

På Danmarksturnéen talte hun med både mennesker med handicap, seksualvejledere, sexologer og mange andre interessante personer. Hun har aflagt rapport om besøget med den danske seksualvejledningstradition, og hvis du er nysgerrig på, hvordan denne del af Danmark opleves med svenske øjne, kan du læse rapporten lige her


tirsdag den 13. november 2012

Sex og gigt

- Hænger det nu også sammen?

Under denne overskrift inviterer Foreningen af Unge med Gigt (FNUG) til en hyggelig og uforpligtende eftermiddag i selskab med sexolog Charlotte Englund.

Hvornår skal man f.eks. fortælle om sin gigt og de specielle hensyn det kræver, når man er sammen med en anden? Hvorfor er det så svært at tale om?

Charlotte Englund vil forsøge at gøre det lettere at tale om, hvordan man kan have et godt og tilfredsstillende sexliv, også når man har gigt.

FNUG håber på at få en spændende diskussion om sex og samliv uden at deltagerne skal føle sig forpligtede til at dele ud af egne personlige erfaringer.

www.fnug.dk

Arrangementet finder sted den 20. februar 2013 kl. 16.00 på Roskilde Bibliotek, Dronning Margrethes vej 14, 4000 Roskilde. Det koster 50 kr. at deltage.

Tilmeld dig på sj@fnug.dk

Læs mere om FNUG her - Se FNUG's temaside om sex og gigt her

fredag den 2. november 2012

ULF-ungdom inviterer til datingfest

1. - 2. december inviterer ULF-Ungdom endnu en gang til datingfest. Festen foregår på Skanderborg Vandrerhjem, Kindlersvej 9, 8660 Skanderborg.

Du tilmelder dig til festen ved at henvende dig på ULFs kontor på tlf. 75 72 46 88 senest den 23. november.

Du kan se mere om datingfesten her

Se mere om ULF-ungdom her

torsdag den 11. oktober 2012

Sexlegetøj

Af Mette Justsen

Mange af læserne her kender sikkert udtrykket: Ingen arme, ingen småkage. Det er faktisk ret rammende, også når det gælder brugen af sexlegetøj. For hvad gør man lige, når lysten er der og man har brug for at onanere, når ens arme har en så stor funktionsnedsættelse, at man har svært ved eller slet ikke kan betjene det sexlegetøj, der er på markedet?

Personligt og professionelt er jeg imod prostitution, så da jeg havde gået flere år efter et forlist forhold og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, for at få mit seksuelle behov opfyldt, fik jeg sammen med Asgerbo, fra Handisex, ideen til Handisex. Det eneste jeg og mange andre med funktionsnedsættelse i armene har brug for er jo i bund og grund kun praktisk sexhjælp. Det er bare ikke specielt fantastisk eller professionelt som arbejdsgiver, at skulle bede sin personlige hjælper om hjælp med at betjene sexlegetøj, lige inden man skal bede hjælperen om hjælp til f.eks. at lave mad.

Der findes en masse forskelligt sexlegetøj ude på markedet og som Sexolog kan jeg desværre konstatere, at en masse af det der findes, ligner noget billigt plasticbras. Når man tager i betragtning, at sexlegetøj langt fra er billigt, må det gerne se ordentligt ud og være lavet af et holdbart materiale, der kan det, det er lavet til at kunne.

Da vi alle har forskellige ønsker og behov, er det selvfølgelig også forskelligt, hvilket sexlegetøj vi foretrækker at benytte. Den serie af sexlegetøj, der kan indstilles til flest individuelle behov er R-1. Det er en japansk serie af sexlegetøj, som desværre kun kan købes på en tysk hjemmeside. I R-1 serien kan du købe en hel del forskellige stimulatorer, der er f.eks. forskellige til at stimulere klitoris, brystvorter, analt, vaginalt og penis, så mænd også kan bruge R-1 serien til at onanere. Da den har mulighed for tilpasning for dem, der selv kan betjene den og den også har flere forskellige styrker og rytmer at vælge mellem, kan den indstilles helt efter ens personlige ønske.

Når man skal finde det sexlegetøj, man vil til at benytte, er det en god ide at tage ud i butikkerne og kigge på udvalget. På en hjemmeside kan det godt være svært at få et indtryk af hvor stort sexlegetøjet er, hvad det kan og om det er lavet af et holdbart materiale. Selvfølgelig er sexlegetøj i butikkerne pakket ind, men det er uden tvivl nemmest at danne sig et indtryk, når man har det i hænderne og det gælder bestemt også for sexlegetøj. Mange butikker med sexlegetøj vil sikkert gerne pakke et eksemplar ud og hjælpe med at vejlede dig til det bedste køb. Det er bare frustrerende for os, der sidder i kørestol, for de fleste butikker med sexlegetøj ligger oppe eller nede af trapper.

Her er det selvfølgelig også en mulighed at få vejledning til det bedste køb af en Sexolog. Kan du selv betjene sexlegetøjet eventuelt med større eller mindre tilpasninger til sexlegetøjet, kan en Sexolog også være behjælpelig med at se, hvilke muligheder der er med de forskellige sexlegetøj. Hvis du er forhindret i at komme ind i en butik med sexlegetøj, eller har brug for ekstra professionel vejledning, er det en god ide at alliere sig med en Sexolog, der kender dine ønsker og behov og som på baggrund af denne viden kan vejlede dig til det bedste køb, inden du køber sexlegetøj.