torsdag den 11. oktober 2012

Sexlegetøj

Af Mette Justsen

Mange af læserne her kender sikkert udtrykket: Ingen arme, ingen småkage. Det er faktisk ret rammende, også når det gælder brugen af sexlegetøj. For hvad gør man lige, når lysten er der og man har brug for at onanere, når ens arme har en så stor funktionsnedsættelse, at man har svært ved eller slet ikke kan betjene det sexlegetøj, der er på markedet?

Personligt og professionelt er jeg imod prostitution, så da jeg havde gået flere år efter et forlist forhold og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, for at få mit seksuelle behov opfyldt, fik jeg sammen med Asgerbo, fra Handisex, ideen til Handisex. Det eneste jeg og mange andre med funktionsnedsættelse i armene har brug for er jo i bund og grund kun praktisk sexhjælp. Det er bare ikke specielt fantastisk eller professionelt som arbejdsgiver, at skulle bede sin personlige hjælper om hjælp med at betjene sexlegetøj, lige inden man skal bede hjælperen om hjælp til f.eks. at lave mad.

Der findes en masse forskelligt sexlegetøj ude på markedet og som Sexolog kan jeg desværre konstatere, at en masse af det der findes, ligner noget billigt plasticbras. Når man tager i betragtning, at sexlegetøj langt fra er billigt, må det gerne se ordentligt ud og være lavet af et holdbart materiale, der kan det, det er lavet til at kunne.

Da vi alle har forskellige ønsker og behov, er det selvfølgelig også forskelligt, hvilket sexlegetøj vi foretrækker at benytte. Den serie af sexlegetøj, der kan indstilles til flest individuelle behov er R-1. Det er en japansk serie af sexlegetøj, som desværre kun kan købes på en tysk hjemmeside. I R-1 serien kan du købe en hel del forskellige stimulatorer, der er f.eks. forskellige til at stimulere klitoris, brystvorter, analt, vaginalt og penis, så mænd også kan bruge R-1 serien til at onanere. Da den har mulighed for tilpasning for dem, der selv kan betjene den og den også har flere forskellige styrker og rytmer at vælge mellem, kan den indstilles helt efter ens personlige ønske.

Når man skal finde det sexlegetøj, man vil til at benytte, er det en god ide at tage ud i butikkerne og kigge på udvalget. På en hjemmeside kan det godt være svært at få et indtryk af hvor stort sexlegetøjet er, hvad det kan og om det er lavet af et holdbart materiale. Selvfølgelig er sexlegetøj i butikkerne pakket ind, men det er uden tvivl nemmest at danne sig et indtryk, når man har det i hænderne og det gælder bestemt også for sexlegetøj. Mange butikker med sexlegetøj vil sikkert gerne pakke et eksemplar ud og hjælpe med at vejlede dig til det bedste køb. Det er bare frustrerende for os, der sidder i kørestol, for de fleste butikker med sexlegetøj ligger oppe eller nede af trapper.

Her er det selvfølgelig også en mulighed at få vejledning til det bedste køb af en Sexolog. Kan du selv betjene sexlegetøjet eventuelt med større eller mindre tilpasninger til sexlegetøjet, kan en Sexolog også være behjælpelig med at se, hvilke muligheder der er med de forskellige sexlegetøj. Hvis du er forhindret i at komme ind i en butik med sexlegetøj, eller har brug for ekstra professionel vejledning, er det en god ide at alliere sig med en Sexolog, der kender dine ønsker og behov og som på baggrund af denne viden kan vejlede dig til det bedste køb, inden du køber sexlegetøj.

tirsdag den 25. september 2012

Foredrag om seksualitet og spiseforstyrrelser

Har du en spiseforstyrrelse eller kender du en der har? Så se med her.

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade sætter nu fokus på sammenhængen mellem spiseforstyrrelser og seksualitet. I to foredrag vil sexolog Mille Elgard Andersen give et bud på om en spiseforstyrrelse er en i forstyrrelse i seksualiteten, men også fokus på hvordan spiseforstyrrelsen påvirker seksualiteten, når spiseforstyrrelsen først er udviklet?

Første foredrag er allerede afholdt i Viborg, men du kan stadig nå det spændende foredrag i Aarhus. Foredraget finder sted d. 9. oktober kl. 17.30-19.30 på Aarhus Hovedbibliotek, Møllegade 1.

Læs meget mere om foredraget her 

torsdag den 13. september 2012

Undskyld vi er her

I DR-dokumentaren "Undskyld vi er her" møder vi de tre unge kvinder, Sandra, Maria og Sara. De tre har Down's syndrom, men fælles for dem alle er, at de er unge kvinder der drømmer om kærligheden og et godt liv.
I dokumentaren følger vi gennem seks afsnit de tre kvinders hverdag og deres oplevelser og udfordringer med kærester, kærlighed og sex.

Første afsnit blev vist på DR1 d. 6. september kl. 21.00. Du kan gense det lige her

Næste afsnit bliver vist i aften, torsdag den 13. september kl. 21.00.

tirsdag den 11. september 2012

Gigt og Dating

ForeningeN af Unge med Gigt (FNUG) kalder ind til et spændende weekend-kursus om gigt og dating

FNUG.dk skriver på deres hjemmeside:

Er du single, klar til lære om dig selv, selskabslivet og blive bedre til at henvende dig til nye mennesker - så er dette kursus målrettet dig!

Det handler om at være modig, springe ud på det dybe vand og være åben overfor at møde nye mennesker. Men hvordan? Det vil kurset forsøge at give svar på ved hjælp af sygeplejerske Trevor Eyles, der til daglig arbejder med at hjælpe unge kroniske syge. Hvordan gør man sig mentalt klar til f.eks. at gå i byen, og mere præcist, hvordan bærer man sig ad..

På kurset vil vi dele erfaringer, finde de gode råd og udveksle de teknikker, der virker. Vi vil få et "boost" i selvtilliden inden vi drager i byen, og prøver det hele af i praksis.

Det tilbagevendende spørgsmål: Hvornår skal man fortælle om sin gigten? - vil vi komme ind på, og se på hvordan man slapper af og undgår frygten for afvisning. Der er metoder til small-talk, som udvikler sig til den gode samtale.

FNUG inviterer på dating-kursus den 5.-7. oktober 2012 i Svendborg. Det koster 450 kr. at deltage, din transport kan dækkes efter gældende regler.

Tilmelding skal ske på FNUG's hjemmeside og slutter den 18. september 2012.


Se mere på FNUG's hjemmside, hvor du også kan tilmelde dig.

fredag den 7. september 2012

Sexministeriet og Handisex

Hvis du gik glip af at se Sexministeriet være på besøg hos Tor og John, kan du heldigvis finde hele udsendelsen på DR's hjemmeside lige her

Hvis du vil direkte hen til indslaget om Tor og John og Handisex, skal du spole frem til ca. 12:30

Du kan læse et langt interview med Asgerbo Persson fra Handisex, som blev lavet i forbindelse med udsendelsen. Se det lige her

 
 
Tak til Sexministeriet for at sætte spot på et vigtigt emne!


onsdag den 5. september 2012

Sexministeriet sætter spot på handicap og sex

Sexministeriet på DR MAMA sætter i aften onsdag den 5. september kl. 21.25 spot på handicap og sex. I programmet møder vi Tor og John, som er elskende, bøsser og spastikere. Og de har brug for hjælp til at være sammen. Emil Thorup fra Sexministeriet giver en hjælpende hånd og prøver på egen krop at få hjælp til at onanere.



 
Asgerbo Persson fra Handisex deltager i programmet, som på vanlig Emil Thorup-vis nok skal blive interessant!

Sexministeriet

Handisex

Emil Thorup - DR

mandag den 13. august 2012

Længsel efter nærhed

Socialstyrelsen har i samarbejde med Feldballe Film og TV fået produceret 7 små kortfilm, som sætter fokus på følelser, seksualitet og psykiske lidelser.

I de syv film møder man bl.a. personer med psykiske lidelser, der fortæller om deres tanker omkring intimitet, nærhed, parforhold, drømme og seksualitet og meget andet. Filmene møder også seksualvejledere og personale fra psykiatriske tilbud, der fortæller om, hvordan omgivelserne bedst kan støtte psykiatribrugere til at få et tilfredsstillende kærlighedsliv.

Filmene kan ses på Socialstyrelsens hjemmeside. Klik her for at se filmene