tirsdag den 14. juni 2011

Let's talk about sex!

Hvis du er ung, har et handicap og har lyst til at vide mere om sex, kærlighed, dating, kærester, onani og meget mere, så tilmeld dig dette spændende arrangement fra Spastikerforeningen:

Fra http://www.spastikerforeningen.dk/ (Kreds Nordsjælland):

Let’s talk about sex!
Det handler om dig og din krop. Om sex, kærlighed, dating, kærester, onani etc. Om alt det der er svært at tale om, men alligevel er en del af det at være et helt menneske.

Det er stadigvæk et tabu, at folk med handicap har erotiske lyster. Det forventes at din seksualitet forsvinder med dit handicap. Og det gør den måske også, hvis ikke der bliver taget kærlig hånd om den.

Hvordan ser du på dig selv? Føler du dig alene med din seksualitet? Synes du det med kærester og kærlighed er svært? Får du dækket dine seksuelle behov? Kender du dine rettigheder?

Det bliver en aften med rum og plads til fortrolig og udfordrende dialog.

Vi vil blandt andet komme ind på emner som:

- Begreberne sex, kærlighed og seksualitet

- Krop og selvbillede

- Dating og forelskelse

- Spontanitet og lyst

- Onani og sexlegetøj

Dato: Torsdag d. 15. september 2011

Tid: Kl. 19.00

Sted: Spastikernes hus, Flintholm Allé 8, 2000 Frederiksberg

Pris: Gratis.

Tlmelding senest 1.-9. til Lisbeth Østergaard på tlf. 29685122 eller sant@hus.dk

mandag den 6. juni 2011

Kender du… Sex, kærlighed og autisme?

For unge med autisme kan det være svært at lære spillereglerne for det med at være kæreste, have en seksualitet og et sexliv. Men det er vigtigt at lære disse spilleregler for at unge med autisme, kan få et godt og velfungerende seksualliv.

Organisationen Sex og Sundhed har udgivet bogen Sex, kærlighed og autisme, som henvender sig til fagpersoner, pårørende og andre der beskæftiger sig med unge med autisme. Organisationen har i samarbejde med Enghaveskolen i Odense udviklet en bog med både viden om autisme og seksualitet til konkrete cases med elever.

I bogen kan du for eksempel læse om, hvad det er, der gør unge med autismes seksualitet anderledes end neurotypiske, du kan læse om gode råd til at lave en seksualpolitik, inspiration til seksualundervisningen og ikke mindst om, hvordan skolen har håndteret ti forskellige situationer med elever, som havde behov for hjælp.

Bogen Sex, kærlighed og autisme kan købes hos Sex og Sundhed http://www.sexogsundhed.dk/.

onsdag den 1. juni 2011

Debat: Børns seksualitet

I de forgangne uger har der i de danske medier været øget fokus på børns seksualitet og pædagogers evne til at spore seksuelle overgreb. Her på bloggen synes vi selvfølgelig, at dette har været en relevant og spændende debat at følge, ikke mindst, fordi de samme problematikker gør sig gældende for handicapområdet. Den mediemæssige omtale har primært gået på, at pædagoger og andet fagpersonale ikke er godt nok klædt på i forhold til at arbejde med børns seksualitet og derfor heller ikke er godt nok klædt på til at forebygge og opspore overgreb blandt børn i institutioner.

Vi vil derfor gerne inddrage jer i debatten og høre jeres mening om disse emner:

· Mener I at pædagoger er godt nok klædt på til at forebygge overgreb blandt og unge?

· Hvordan sikrer vi at pædagoger bliver bedre klædt til at arbejde med børns seksualitet og overgreb blandt børn (hvis ikke de er godt nok klædt på)?

· Hvordan kan vi undgå at børns seksualitet bliver et tabu?

· Hvad kan sikre en sund seksuel udvikling for børn og unge i institutioner og i skoler? Etc. etc.

Du kan bl.a. læse disse spændende artikler fra Information, som debatten tager udgangspunkt i:

http://www.information.dk/268666

http://www.information.dk/268757

mandag den 30. maj 2011

Danske døves landsforbund underviser børn i seksualitet

Hvor fik du din viden om seksualitet fra, da du var ung? Fra fjernsynet? Fra radioen? Fra vennerne eller festerne?
Viden om den spændende seksualitet sker for mange unges vedkommende ved at lytte til voksnes fortællinger, ved at se fjernsynsprogrammer og mange andre steder i samfundet. Men for unge døve kan det være svært at lære om disse ting, da de ikke har samme mulighed for at for at lytte sig til den erfaring, som mange unge gør sig.
For at sikre at børn og unge, der ikke kan høre, også får den nødvendige erfaring har Danske Døves Landsforbund kørt projektet ”Bien og Blomsten”.
To uddannede sexologer og en uddannet seksualvejleder har i den forbindelse rejst landet rundt og undervist børn og unge i seksualitet.
Ifølge projektets medarbejdere har det været en stor styrke, at de alle selv har været døve, dette giver nemlig en bedre forståelse for børnenes situation.

Projektet ”Bien og Blomsten” er netop afsluttet, men underviserne er stadig til rådighed. Du kan kontakte Danske døves landsforbund her http://www.deaf.dk/, hvis du vil vide mere om undervisningen.

mandag den 23. maj 2011

Krop og handicap

Britt Hermansen har skrevet et indlæg til bloggen. Hun har valgt at sætte fokus på et vigtigt emne, nemlig handicap og kropsopfattelse. Her beskriver hun blandt andet, hvordan hun selv arbejder med at elske sin krop som den er. De gode råd fra Britt er hermed videregivet. God fornøjelse med læsningen.

Hvis man har et fysisk handicap, påvirker det så ens kropsopfattelse?

Jeg vil mene at lige meget hvordan din fysiske krop ser ud og fungerer, så påvirker det ens selvopfattelse. Og i vores vestlige samfund er der mange krav til hvordan en krop skal være og se ud. Det er der i realiteten ingen, som i virkeligheden kan leve op til. Alligevel stræber mange mennesker efter den perfekte krop.

Vi ”er” bare ikke vores krop. Og ens selvværd behøver ikke være afhængigt af om man har en såkaldt perfekt krop. Det er min påstand, og det er mit ønske for andre at de må have et godt selvværd, uanset om de har en stærk og rask krop eller om de har et fysisk handicap.

75.000 danskere lider af spiseforstyrrelser. Nu tror jeg ikke at modellerne og modebranchen er skyld i dette, men jeg tror at de ultra tynde modeller påvirker kvinder, og mænd. For de bliver jo vist frem for resten af befolkningen som en slags ideal. Så det kræver bevidsthed at styre udenom den tanke, at ens krop skal passe til modellernes mål.

Jeg fik ledegigt som lille. Først hævede mine led op og blev ømme. Så begyndte jeg at få smerter og min bevægelighed i leddene mindskedes. I dag er jeg 42 år, (i juni), og har det godt. Ledegigten er i ro, den er ”udbrændt” men jeg har stadigvæk skader fra den tid, hvor sygdommen rasede i min krop. Det betyder at min rygsøjle er skæv og nogle af mine led er skæve, og at mine arme og ben ikke har fuld bevægelighed. Alligevel er jeg en køn ung kvinde, synes jeg. Der er også dage, hvor jeg er utilfreds med mig selv og mit udseende, men jeg har øvet mig i mange år på at se det på en positiv måde. Jeg tror det vigtigste for mig er, at jeg ikke ser min ledegigt som min identitet, men som et livsvilkår. Ligesom det er et vilkår for nogen, at de bor på landet eller er rødhåret.

Som teenager havde jeg en svær periode. Jeg følte mig eget forkert og anderledes. Men jeg har siden opdaget at mange, måske de fleste teenagere, i perioder kender til denne følelse. Også de piger, som senere bliver fotomodeller!

En af de måder hvorpå jeg langsomt tacklede mine problemer med mit udseende på, var spejløvelser, som jeg læste om i selvhjælpsbøger, af Louise L. Hay. Man står foran et spejl og ser sig selv i øjnene og siger højt og tydeligt, eller inderligt og kærligt: ”Jeg elsker dig!” Det skal gøres hver dag i mindst en måned. Somme tider kan man fokusere på en bestemt del af kroppen og sige ”Jeg elsker min arm, den er dejlig og kan bevæge sig frit, og den giver mig mulighed for at løfte ting”, eller hvad man nu føler den gør. ”Jeg elsker mine øjne De er så smukke og jeg kan udtrykke mig igennem dem.”

Visualiser dig selv som den, du gerne vil være, med netop den udstråling, du forestiller dig at du ville have, hvis din krop var så perfekt som du ønsker det. Behold følelsen i kroppen i nogle minutter, og gør det dagligt i nogle uger. Udstrålingen vil efterhånden blive en del af dig, og folk reagerer på udstrålingen snarere end de kropslige mål.

Kroppen skal skattes som en værdifuld ven. Derfor skal man nurse den med motion i tilstrækkelige mængder og god kost. Men jeg ynder også at forkæle den med massage og en ansigtsbehandling, især i perioder hvor selvværdet er lidt lavt. Eller hvis humøret ikke er så godt.

Regelmæssig massage og motion kan påvirke ens opfattelse af kroppen i en positiv retning.

Sidder du i kørestol, så sørg for, at stolen ikke kommer med dig, og bliver en del af din identitet. Find en god frisør og hold dit hår og din hud pænt og vælg tøj, der afspejler dig selv. Ikke for at skjule at du sidder i en kørestol, det får du nok alligevel svært ved J Men for at det ikke skal overtage din identitet.

Det er vigtigt med mangfoldighed i et samfund. Derfor er det også vigtigt, at man ikke skaber ghettoer, sådan at handicappede holder sig for sig selv i grupper, eller at indvandrere gør det for den sags skyld. I Århus, hvor jeg bor, er der mange fysisk handicappede mennesker, som færdes i gadebilledet, og derfor er der ingen der stopper op og stirrer når de møder en person i kørestol. Det er befriende. Vi er jo alle sammen bare mennesker, og mennesker er, heldigvis, forskellige.

Det er ikke alle dage, jeg evner at føle magien og vide, at jeg ER smuk og dejlig med den krop, der nu engang er min i dette liv. Men når det lykkes så er det en fantastisk følelse, og det tiltrækker også andre mennesker. Da jeg lærte at elske mig selv og min krop mere, havde jeg pludselig let ved at tiltrække det andet køn!!! Når jeg har det bedst, så ved jeg at jeg er det smukkeste menneske på Jorden. Og husk, at det er du også.

Brittmarie.

http://www.brittmarie.dk/

torsdag den 19. maj 2011

Kender du... Socialministeriets vejledning: Seksualitet - uanset handicap

Er du ung og bor du på et bosted for personer med handicap, hvor der er fast personale tilknyttet? Så har du måske af og til oplevet, at personalet ikke har mødt dig, som du kunne have ønsket, når du har bedt om hjælp til emner, der relaterer sig til følelser eller seksualitet. Måske har personalet været for generte til at tale med dig om det og har derfor ignoreret din henvendelse. Måske har de delt din henvendelse med det øvrige personale lidt mere ivrigt end du havde forestillet dig. Men hvad og hvor meget kan du egentlig forvente dig af personalet? En masse svar på disse spørgsmål findes i Socialministeriets vejledning: Seksualitet – uanset handicap, som sidst blev revideret i 2001.

Vejledningen fastslår bl.a. (ifølge Servicestyrelsen), at

• En hjælpeperson skal være indforstået med at kunne vejlede og støtte den enkelte i forhold til seksualitet

• En hjælpeperson kan ikke pålægges at deltage i seksualoplæring

• Men har pligt til at anvise en anden hjælpeperson eller fagperson

Derudover fastslår vejledningen, at det ikke er strafbart at

• yde hjælp til onani

• yde hjælp til personer, der ønsker samleje med hinanden

• yde hjælp til at kontakte en prostitueret

Men at det er strafbart at

• give seksualoplæring når en person verbalt eller ved sin adfærd modsætter sig dette

• fungere som seksualpartner fx ved at have samleje eller andre former for seksuel samkvem som led i en seksualoplæring

• give seksualoplæring til børn under 15 år - for denne gruppe kan der kun gives seksualvejledning

(Ovenstående er fra www.servicestyrelsen.dk/handicap/voksne-med-handicap/seksualitet-uanset-handicap)

Vejledningen fastslår derfor, at hjælpepersoner har pligt til at yde hjælp til seksualiteten til de der efterspørger det, eller i det mindste henvise til en anden person, der kan yde den efterspurgte hjælp.

Se hele vejledningen i sin fulde udstrækning her